Privatliv
Hvad Celembi gemmer om jer, hvorfor, hvor længe og hvem der modtager det. Celembi er en markedsplads: vi ser handelsdata, ikke jeres anlæg, og vi sælger aldrig oplysninger.
- Hvad vi gemmer
- Det, I selv skriver til os, tallene fra beregneren, en konto i portalen og dokumentationen for jeres handler. Ingen produktionsdata fra jeres anlæg og ingen forbindelse til jeres driftsudstyr.
- Hvad det koster
- Intet. Celembis gebyr for handler, 5 % af bruttoværdien betalt af sælger, står i vilkårene og har ikke med jeres oplysninger at gøre.
- Hvad det kræver
- Ingen IT hos jer. Statistik kræver et ja i cookiebanneret; beregneren kræver hverken navn eller e-mail.
- Hvem der modtager
- Microsoft driver platformen. Google får kun besøgsstatistik, hvis I accepterer. Portalens kort og adresseopslag hentes hos kortudbydere. Se modtagerne.
- Jeres ret
- Indsigt, rettelse, sletning og indsigelse ved en mail til privacy@celembi.dk. I kan klage til Datatilsynet.
Sprog: Denne side udgives på dansk, som er den juridisk bindende version. Brug for en engelsk gennemgang? Skriv til legal@celembi.dk.
1Dataansvarlig og omfang
Dataansvarlig er Celembi ApS under stiftelse, Danmark. Spørgsmål om personoplysninger sendes til privacy@celembi.dk. Adresse og CVR-nummer står under virksomhedsoplysningerne, når selskabet er registreret.
Siden gælder de offentlige sider på celembi.dk, beregneren, kontaktforløbet og portalen på celembi.dk/app. Den gælder ikke de sider, vi linker til, for eksempel LinkedIn.
2Hvad vi behandler, hvorfor og hvor længe
| Aktivitet og oplysninger | Formål | Grundlag | Opbevaring |
|---|---|---|---|
| Beregneren. Rolle, varmevolumen, prisområde, marginal varmekilde, afstand og omkostninger. Navn og e-mail kun, hvis I selv skriver dem. | Vise et vejledende 12-måneders scenarie og svare, hvis I beder om det. | Artikel 6, stk. 1, litra f (legitim interesse i at svare på en henvendelse) | Som applikationslog i 90 dage; hos os, til dialogen er slut, hvis I har skrevet kontaktoplysninger |
| Henvendelse og møde. Navn, virksomhed, e-mail, telefon og det, I skriver, også når I booker et møde i Microsoft Bookings. | Svare og aftale et møde. | Artikel 6, stk. 1, litra f | Til dialogen er afsluttet, senest 24 måneder efter sidste kontakt |
| Kontaktpersoner hos forsyninger og virksomheder. Navn, rolle, arbejds-e-mail, telefon og det, samtalen gav. | Tilbyde en markedsplads for overskudsvarme til dem, den er relevant for. Kilderne er offentlige: Energistyrelsens energiproducenttælling, kommunernes forsyningsområder i Plandata og OpenStreetMap. | Artikel 6, stk. 1, litra f | Til dialogen er afsluttet uden samarbejde, senest 24 måneder efter sidste kontakt, eller straks, hvis I beder om det |
| Konto i portalen. Navn, arbejds-e-mail, Microsofts bruger-id, organisation, rolle og invitationer. | Give jer adgang og vise jer de rigtige handler. | Artikel 6, stk. 1, litra b (partneraftalen) og litra f (organisationens medarbejdere) | Så længe kontoen er aktiv; slettes efter anmodning |
| Handler og dokumentation. Bud, aftaler, måleraflæsninger, afregning og forhandlingslog. | Afregne og dokumentere hver handel. | Artikel 6, stk. 1, litra c (bogføringsloven) | 5 år, jf. vilkårene |
| Besøgsstatistik. Sidens adresse uden parametre, IP-adresse og browseroplysninger. | Forbedre de offentlige sider. | Artikel 6, stk. 1, litra a (samtykke) | Google Analytics-cookies højst 13 måneder |
| Drift og sikkerhed. Applikationslogs med IP-adresse og fejl. | Holde platformen sikker og finde fejl. | Artikel 6, stk. 1, litra f | Logs 90 dage; databasens sikkerhedskopier 35 dage |
Vi sender intet nyhedsbrev uden særskilt samtykke, vi bruger ikke beregnerdata som bindende tilbud, og vi styrer ikke SCADA, pumper, ventiler eller andet fysisk udstyr.
3Modtagere
Det er alle, der modtager oplysninger fra sitet eller portalen. Modparten i en handel ser kun det, markedspladsen viser ved design (vilkårenes afsnit 9). Vi videregiver ikke oplysninger til andre.
| Modtager og formål | Hvad de får | Hvor | Hvornår |
|---|---|---|---|
| Microsoft Ireland Operations Ltd. Azure-drift og database, sprogmodel i Azure AI Foundry (EU-datazone), login med Microsoft Entra ID og mødebooking i Microsoft Bookings | Alt, der ligger i portalen og logges i driften: konto, handler, målerdata og applikationslogs. Ved en mødebooking navn, e-mail, virksomhed og det, I skriver. Sprogmodellen får aldrig navne eller personoplysninger. | EU/EØS | Ved brug af portalen og API'et, og når I booker et møde |
| Google Ireland Ltd. Besøgsstatistik med Google Analytics 4 på de offentlige sider | Sidens adresse uden parametre, IP-adresse og browseroplysninger. Aldrig navn eller e-mail. | Irland; overførsel til Google LLC i USA under EU-US Data Privacy Framework | Kun hvis I accepterer i cookiebanneret |
| OpenStreetMap Foundation og dens CDN Fastly Kortfliser og stedsøgning i portalens kort | IP-adresse og browseroplysninger fra jeres browser, og det, I søger på. Celembi sender intet. | Storbritannien og USA (Fastly) | Når I åbner kortet eller søger efter et sted i portalen, indtil vi leverer dem fra egen server |
| Klimadatastyrelsen Adresseopslag i Danmarks Adresseregister, når I placerer et anlæg i portalen | IP-adresse og browseroplysninger fra jeres browser, og den adresse, I skriver. Celembi sender intet. | Danmark | Når I søger efter en adresse i portalen, indtil vi leverer opslaget fra egen server |
4Overførsler uden for EU/EØS
Platformens data ligger i Microsoft Azure inden for EU/EØS. To modtagere sidder uden for: Google, hvis I accepterer statistik (Google Ireland Ltd., der kan overføre til Google LLC i USA under EU-US Data Privacy Framework), og kortudbyderens CDN Fastly i USA, når I åbner portalens kort. I begge tilfælde går oplysningerne direkte fra jeres browser; Celembi sender dem ikke.
5Jeres rettigheder
I kan bede om indsigt i, rettelse eller sletning af jeres oplysninger, om begrænsning af behandlingen og om at få dem udleveret i et maskinlæsbart format. I kan trække et samtykke tilbage, når som helst, under Cookies nederst på siden. Skriv til privacy@celembi.dk; vi svarer senest en måned efter. Handlernes revisionsspor kan vi ikke slette, før de 5 år er gået.
Ret til indsigelse: I kan til enhver tid gøre indsigelse mod behandling, der bygger på vores legitime interesse, også når vi kontakter en medarbejder hos en forsyning eller virksomhed. Så stopper vi straks, medmindre vi kan påvise tvingende legitime grunde. Skriv til privacy@celembi.dk.
I kan klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk, dt@datatilsynet.dk.
7Partnere og databehandleraftale
Behandler Celembi personoplysninger på en partners vegne, indgås en databehandleraftale efter databeskyttelsesforordningens artikel 28 på partnerens anmodning, som vilkårenes §6 siger. Partnerspecifikke forhold som teknisk integration, webhooks og opbevaring kan aftales særskilt med den enkelte partner.
8Virksomhedsoplysninger
Celembi ApS under stiftelse, Danmark.
Partnere: partner@celembi.dk
Generelle spørgsmål: kontakt@celembi.dk